Nordjylland er betegnelsen for den del af Jylland, der ligger over Limfjorden, Morsø og Himmerland. Med næsten 600.000 indbyggere, store kulturelle oplevelser og Aalborg som det store centrum er der helt utroligt mange interessante ting, man kan tage sig til i den nordlige del af Danmark.
Skagen er den nordligste del af Nordjylland, man kan komme til. Det er meget nemt at se, hvornår man er kommet til Skagen. Når husene, postkasserne, poststationen, biblioteket og stort set alle andre bygninger står i en skarp gul farve, ved man det med det samme. Skagen er kendt for alle de berømte malere, der har lagt vejen forbi eller har boet der hele livet. P.S. Krøyer, Holger Drachmann, Michael og Anne Ancher er bare nogle af de utroligt eksponerede skagensmalere, hvis malerier står i rigtigt mange danske såvel som udenlandske hjem den dag i dag. Skagensmalerier er typisk friluftsmalerier i mange farver. Tager man på Skagens Museum, vil man se en stor samling af de kendte skagensmalerier, samt information om malerne. Det er også muligt at besøge mange af de gamle maleres hus, bl.a. Drachmanns Hus og Michael og Anna Anchers Hus.
En butik der altid trækker besøgende til er Bolcheriet. Her er det muligt at se hvordan et bolche skabt fra blandingen af ingredienser til den endelige skabning. Alt sammen er lavet af professionelle bolchekogere, der har Danmarksrekorden for flest bogstaver i et bolche med hele 21.
Derudover er Skagen kendt for fine sandstrande i den absolutte topklasse i fantastiske omgivelser. Der er utroligt meget at komme efter på en tur til Skagen!
Ved Mårup Kirke udspilles der for tiden et stort drama. Havet gnaver langsomt og sikkert mere og mere af det land, kirken ellers har at stå på. Allerede i 1996 troede man, at kirken ville styrte sammen før 2000, men i 2005 var der omkring 30 meter tilbage at stå på. Selvom lokale kræfter mener, at man skal sikre kirken, er den generelle opfattelse, at naturen skal gå sin gang. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, før kirken møder sit endeligt.
Blokhus er et af de helt store ferieområder i Nordjylland. Beliggende på Nordjyllands vestkyst og med en helt fantastisk strandlinje, der strækker sig over flere kilometer, er Blokhus et meget yndet turistområde. Ved Blokhus er der store samlinger af sommerhuse, og med den gode placering kan man med fordel leje et sommerhus, der ligger med få hundrede meter til stranden.
Nordjyllands store forlystelsespark hedder Fårup Sommerland. Den blev åbnet i 1975 og har siden da udviklet sig meget. I dag består parken af et væld af forskellige forlystelser. Derudover finder man et stort vandland, rafting, gokarts og tilhørende store gokartbaner, både, minitivoli samt muligheden for at ride på heste. Fårup Sommerland har vundet popularitet på, at det for det meste koster under 200kr at komme ind med ubegrænset brug af de mange forlystelser. Forlystelsen Lynet åbnede i 2008 og havde med et budget på 35 millioner kroner været den dyreste forlystelse i parkens historie. Lynet går fra 0-80 km/t på under 2 sekunder, og indvielsen af denne forlystelse skabte besøgsrekord hos Fårup Sommerland med næsten 600.000 besøgende på én sommer.
På Nordjyllands østkyst finder man Frederikshavn. Det er en havneby med alt, der hører til her: Skibsværfter, fiskerihavn, færgehavn samt en havn, hvor der ingen adgang er for besøgende, da den danske flådestation ligger her. Grundet den store skibstrafik havnen har ført med sig, er Frederikshavn også en større og mere aktiv by, end man skulle tro ud fra størrelsen. Her er masser af butikker og især restauranter, der servere maritime retter med udsigt ud til havnen. Ikke langt fra Frederikshavn Kirke finder man Krudttårnet. Bygningen er Frederikshavns vartegn og tjener i dag som et stort militærhistorisk museum. Udstillingens primære fokus er Den Store Nordiske Krig, som foregik i starten af 1700-tallet. I denne krig var Rusland, Danmark, Nogle samt det halve af nutidens Tyskland i krig med Sverige og det daværende Osmanniske rige.
Fra Frederikshavn har man to muligheder, hvis man ikke besvimer ved tanken om en tur på havet. Enten kan man tage turen til Hirsholm, som er en gruppe næsten øde øer nordøst for havnen. Øerne er i dag fredet grundet fuglelivet på dem, og i år 2005 var der 2 indbyggere tilbage. Er man interesseret i fugle, kan der være en utroligt interessant oplevelse at hente på Hirsholm.
Den anden mulighed fra Frederikshavn, er noget mere kendte Læsø. 90 minutter tager sejlturen fra Frederikshavn til Læsø, som er Danmarks mindste kommune. En stor del af øen er fredet. I slutningen af 1920’erne anlagde staten Læsø Klitplantage. Her er der afmærkede stier til utroligt flotte vandreture, og der er plantet træer på øen igen, efter at disse blev fældet over hele øen i middelalderen.
På Læsøs sydside finder man Rønnerne. Rønnerne er en form for vadehav, men dette vadehav har en unik karakter, der adskiller det fra vadehavet vest for Esbjerg: Saltkoncentrationen i vandet, kan grundet specielle forhold, nå op på 14 %! Grundet dette blev Læsø i middelalderen brugt til saltsydning, hvilket også var grunden til, at stort set al skov på Læsø blev fældet. I 1990’erne begyndte man igen at saltsyde på Læsø, og salt er derved igen blevet en del af den lille kommunes økonomi. I dag kan man i diverse specialbutikker og udvalgte supermarkeder købe kvalitetssalt fra Læsø. Det er tilmed muligt, at se hvordan saltet bliver til i et åbent saltsyderi på Læsø. Her fremvises de ældgamle metoder med at syde og udvinde saltet.
Jesperhus Blomsterpark finder man i Nykøbing Mors. Blomsterparken er Skandinaviens suverænt største af sin slags med mere end 1 million blomster og et stort legeland til de mindre. Indenfor på 3000m^2 kan man finde en 4D-biograf, tarzansti og en zoo med fritgående dyr, som gæsterne kan få lov til at fodre. Alt er selvfølgeligt gratis, når entrébilletten først er betalt. Det er tvivlsomt, at man kan nå at se alle de utroligt flotte blomster, med mindre at man sætter flere timer af.
Er man tæt på Hanstholm, er Hanstholm Fyr et besøg værd. Fyret blev opført i 1843 og var dengang verdens kraftigste fyr. Fyret er bygget 65 meter over havet og er derfor også Danmarks højest beliggende af sin slags. Står man i toppen af fyret, er der derfor en helt fantastisk udsigt over såvel Hanstholm som Vesterhavet. Omkring fyret er der indrettet et museum om fyret, og det koster ikke andet end 20 kroner at bruge hele området og alle faciliteterne.
Og husk nu endelig også, at der er gevaldigt mange ting at opleve i Aalborg også. Læs mere om dem her.